Hjemme hos Maya & hendes hund Mango, et sted i København.
Maya Ndiaye er storyteller, live-performer og komiker. “Måske er jeg bare historiefortæller” siger hun selv. Jeg mødte Maya første gang til en netværksfrokost i et kontorfællesskab inde ved Nørreport. Vi falder i snak og jeg bliver helt fascineret imens hun fortæller meget passioneret om alle hendes projekter. Siden dengang har jeg haft fornøjelsen af at arbejde med Maya et par gange. Blandt andet i den smukke forestilling Enhed fra sommeren 2025 hvor musik og personlige fortællinger mødes og om at høre til mellem to kulturer.
Teksten her er Mayas egen fortælling, som jeg har fået lov til at optage. Selvom det at arbejde med tekst ligger lidt uden for min comfort zone, oplever jeg ofte, at de mennesker, jeg fotograferer, brænder så intenst for det, de laver, at jeg bliver draget ind i deres univers og gerne vil hjælpe med at formidle deres passion.
Jeg fascineres af tilhørsforhold. Af hjem. Af identitet. Af hvordan vi formes af vores forskelligheder, vores baggrunde og de kulturer, vi bærer med os.
Maya Ndiaye er storyteller, live-performer og komiker. Hun kalder sig selv historiefortæller.
Vi drikker kaffe, og jeg spørger hende egentlig bare: Vil du fortælle mig … hvem er du Maya? (Jeg havde lidt en idé at vi skulle snakke om bla. hvor hun kom fra, om kultur og baggrund ..)
Og så begynder hun at fortælle.
"Jamen, det vil jeg rigtig gerne, men hvem jeg er handler ikke om demografi eller geografi, nok nærmere om en energi i en kontakt til mig selv, det er der jeg har fundet hjem.
Altså, da vi to møder hinanden, sidder jeg fast i den der evige menneske balancering. Et sted mellem being og doing, og uden at mestre det særlig godt.
På det tidspunkt var jeg ekstremt presset økonomisk og jeg havde svært ved at komme ud af survival mode. Jeg havde i flere år nægtet at arbejde med kunder, jeg ikke kunne stå inde for moralsk. Og når man er alenemor med et barn, en skole, der skal betales, fritidsaktiviteter, mad – og er i en verden hvor en agurk pludselig koster 20 kroner – så bliver idealisme også meget konkret.
Jeg er kunstner, men jeg ville og skulle også have et job ved siden af for at pay the bills. Men det skulle give mening for mig sådan et job, netop fordi der ikke blev produceret flere ting eller gjort skade på noget eller nogen hvad enten det var mennesker i virksomheden eller dem udenfor.
Vi har ikke brug for flere produkter eller mere ødelæggelse. Og det lod virkelig vente på sig det der job hvor man ikke solgte sin sjæl eller en sko lavet af den eneste vaskebjørn der var tilbage.
Da jeg blev tilbudt jobbet som medlemschef i et socialt fællesskab, for well, forandringsaktører, her overgav min kompromisløshed sig trods alt til et relativt almindeligt setup jobmæssigt, for en tid i hvert fald ( griner ).
Men på et tidspunkt kunne jeg mærke at det forandringsarbejde jeg selv har lyst til at bidrage med ikke var muligt samtidig med at jeg var fuldtidsansat, så jeg valgte at gå solo igen, der var en bevægelse som kaldte, en bevægelse som var større end min egen comfort ved at have frokostordning og pension. Desværre, gad ofte virkelig godt at begge ting var muligt for mig.
Men for mig findes der grundlæggende to retninger for bevægelse: kærlighed eller frygt.
Jeg har altid gået meget op i hvad jeg sælger og for hvem netop ud fra en bevidsthed om det og jeg kunne ikke være i en virksomhed der påstår at sælge kærlighed i sin vision, var frygtbaseret i sin drift. Det stritter overalt på mig den slags!
Så jeg sagde op.
Jeg er meget inspireret af Paulo Coelho. Hans bog alkymisten er min bibel. Min søn falder også tit i søvn til den. For mig er det dannelse, noget som jeg tror vi har snydt os selv for et fokus på fordi vi er stuck i et fokus på trivsel trivsel, trivsel og konstant at gøre og vi endelig ikke må føle noget dårligt. Hvis vi er angst/rastløse/vrede/sorgramte så skal vi løse det, handle på det, gøre noget.
Det mener jeg ikke, jeg mener vi skal acceptere det, være med det, for at komme på den anden side af det. Ikke løbe fra det, men omfavne det.
Når jeg nævner dannelse, så mener jeg ikke dannelse som korrekthed, men evnen til at kunne indgå i det fællesskab, der hedder menneskeheden ogsaa når det er smertefuldt, og her mener jeg ikke bare at indgå når det er nemt, eller i egen homogene vennegruppe fra gym, egen familie eller eget lands befolkning eller når det kun er harmonisk.
Jeg mener dannelse er at kunne indgå i os alle sammen på trods. Alt, jeg laver, udspringer af, at indgåelse i menneskeheden for mig er det ultimativt vigtigste vi kan give os selv og hinanden.
Det er i hvert fald derfra jeg er mig saa godt og saa ofte jeg kan.
Men “mit mig” er nok også let at beskrive i min energi som hvis jeg skal kalde den noget er en blæksprutte. Ikke fordi jeg er flaky i min omskiftelighed, men fordi jeg er klar på at balancere mellem at have en kerne ( for den findes ) og samtidig også at kunne tilpasse mig det fælles, selv når det kan føles langt væk fra det jeg forstår som sandt.
I privaten har jeg selvfølgelig flyttet mig når min kerne, efter forsøg på at blive mødt, ikke er blevet værdsat. De få gange hvor jeg ikke har lyttet til det blev jeg knust, sådan ned på knæ - knust.
Min beslutning for mit selv i dag er at jeg vil kunne stå inde for alt, jeg laver, hvis jeg dør i morgen. Og det handler på ingen måder om perfektionisme, men om hvad der er sandt for mig.
Min oplevelse var og er stadig at det vigtige er at vide at jeg hører til, det er det anker jeg har fundet og ingen kan tage fra mig.
Når jeg er ude at optræde oplever jeg at mange både børn, unge og voksne føler det ofte er farligt at spørge “hvem er jeg”, i hvert fald hvis ens “jeg” er langt fra det “jeg” de andre mener “vi” bør være.
For hvad hvis ikke dit jeg er ligesom “de andre”, så er du lynhurtigt “dem” i stedet for “os”, det er i hvert fald ofte det diskursen i tiden opstiller som den eneste anden mulighed.
Så jeg forstår virkelig godt angsten, har stor omsorg for den og jeg ønsker mig at hjælpe så mange af med den som muligt.
Jeg har stort set altid også troet at et tilvalg af mig, det betød et fravalg af kærlighed og det fælles, men det er faktisk først efter jeg står i min sandhed at jeg har en autentisk kontakt med andre og oprigtigt tager del i det fælles.
Det jeg er, pt er at være et menneske som foretrækker at snakke med hvaler, at være i stilhed med mennesker jeg elsker og at se de samme film igen og igen, det er en der ønsker sig at bidrage til at alle ved at de altid er en del af helheden.
Når man opdager at man ikke er adskilt bare fordi du går din egen vej, fordi du er uenig, fordi du ikke er 1:1 det samme som nogen, så er du fri. Det er jo netop det magiske ved mennesker, at vi er unikke og forskelligheden er det der gør os ens.
Så uanset om du drikker 40 shots til julefrokosten eller ej, om du har en partner eller ej, om du kan lide storbyen eller ej, så bestemmer du selv hvem du er.
For du er kærlighed hvis du vælger det og derfra vil man opleve et liv hvor man kan indgå fra et sundt sted i stedet for at skulle tilpasse sig; lige der. Det er et punkt jeg ser som det ypperste sted at leve fra.
Det er her det sunde fælles starter, for når det er sagt, så har vi selvfølgelig alle et ansvar for et kærligt fælles rum.
Øvelsen er vel at have tillid til, at mens vi hver især lærer/undersøger/leder/eksperimenterer/begår fejl og finder vejen til et selv, så skal vi blive ved med at træne hjernen i at vende tilbage til kærlighed hver gang der bliver begået fejl fra os selv eller en anden.
Det er vel egentlig bare lige The Human Condition, og uundgåeligt en del af livet for os alle at lære.
Det hele handler om frihed, ogsaa om en hvis tilpasning, men mest af alt om tillid når tvivlen overmander os.
Frihed til at være handler om at vide, at man hører til, og det er man selv nødt til at holde fast i, tror jeg.
Det er et sygt hack, når det går op for én.
For du hører altid til. Du er her. Jeg er her. Længere er den ikke.
Ingen kan tage fra dig, at du er et menneske på den her planet.
Der er kun én jord, og den er alles.
Men hov, du spurgte mig hvem jeg var og så kom der en masse ord.
Egentlig så tror jeg på det Echart Tolle siger om kerneidentitet: At det jeg er, det er i stilheden.
Maya smiler mens hun trækker vejret helt dybt og siger “så!”
